Sinus

Øj, vi er kommet langt siden sidst, vi havde nogle gode dage sydpå i Portugal, men da den første brise dukkede op på vejrudsigten satte vi kursen mod afrika.

Vejrudsigter er dog ikke noget man skal sætte alt for meget lid til heromkring så vi startede ud sammen med Ella med den -indtil videre- længste motor tur vi har haft. Senere kunne vi sætte spiler og endeligt kom vi til Marokko.

Nyt gæsteflag og det gule signalflag blev sat.

Bemærk, ny vinkel.

Vi startede i Mohammedia, lidt nord for Casablanca, super marina med alle faciliteter, jordens venligste havne kaptajn og gratis wifi!, man tænker jo at nu er det afrika – og så bliver man jo lidt overrasket.

Mohammedia viste sig at være en hyggelig “tourist de maroc” by med omrejsende tivoli og det hele.

Vi tog også en tur til Casablanca og så verdens 3. største moske, den er ret ny (færdig i 90′erne vistnok) og meget fantastisk og utrolig og smuk og stor.

Så gik turen sydpå mod Essouria. Og midt om natten mødte vi det bedst oplyste fiskegrej vi har oplevet indtil videre – et tunfiskenet og sejlede lige ind i det – i modsætning til Ella (et par dage senere) sad vi ikke fast i det, men man kunne tydeligt mærke nettet hive i roret… pyhh…tæt på…

Vi ankom til Essouria og det lignede umiddelbart mere det afrika vi havde ventet – vi blev lagt udenpå en sejlbåd der låg uden på en stor redningsbåd og da sejlbåden sejlede næste dag var vi de eneste turister i havnen. Det var en sjov og lidt presset oplevelse med masser af små og store fiskebåde der hele tiden væltede forbi… det blev ikke bedre da både Ella og og en stor 45 fods båd lagde sig udenpå os.

Men det var godtnok eksotisk det hele – Sinus placeret midt i den travle fiskehavn.

Oven i købet var der en masse dovne katte som poserede pænt i de rustikke omgivelser.

Vi blev dog hurtigt trætte af al postyret og vente stævnen mod Canarie, og efter en dejlig sejlads kom vi til Lanzerote – eller rettere en ø lidt nord på – Isla Graciosa.

Byen på Isla Graciosa ligner mest noget fra en Mexikansk film, med sand i gaderne og støvede caféer. Men lækkert var det.

Så tog fanden ved os og vi tog nogle gode sejladser med få stop fra Lanzerote forbi Fuerto Ventura

Som vi kun lige nåede at se i 20 minutter før vi drønede mod Tenerife.

Her skal vi nemlig mødes med vores første gæst, nemlig Nikolajs bror, Anders og han er vist lige landet.

Hilsener til alle derhjemme!

Slut herfra.

Her på båden er der nok at gøre, ting bliver slidt, idéer skal modificeres, nye idéer tilføjes.

Vi sejler jo meget og bor fast på båden, så den bliver brugt voldsomt ift normalt – dér sejler vi jo kun et par gange om ugen og bor der sjældent. Nogen mener at 1 måned svarer til 1 års normalt brug, det skal nok passe.

Der er også meget mere salt i vandet her og man opdager hurtigt hvilke materialer der holder.

Der er altid almindelige oprydning – her er trangt om bord og den frie plads der er, bliver hurtigt fyldt op med ting og sager, maden skal have plads – sejl – gummibåd – tøj – vand – værktøj…

heldigvis er vejret normalt super – så udestuen er i flittig brug.

Der er tit tov der skal takles, så løber det ingen vegne:

Vi har skiftet olie, filtre og sågar vasket den gamle japaner (efter et mindre olieuheld):

Midt om natten mens man sejler for motor kan man komme ud for at autopiloten holder op med at virke, så skal den loddes, for der er ikke nogen der gider at styrer båden for motor…

Ting skal syes, her er det beskyttelse til det nyligt opsatte fiskehjul, så det ikke bliver spist af solen.

Når man anløber en Portugisisk havn bliver man ofte straks anråbt af ‘havnefogeden’ så man med det samme kan gå til kontoret for at blive registreret; der skal udfyldes formularer med oplysninger om båden (størrelse, hjemmehavn) skipperen, ejeren af båden, besætningen (navn, adresse, telefonnummer, pas-nummer etc), hvilken havn man kom fra og hvilken man agter at tage til næste gang.
I de fleste havne har de et ‘one-formular’-system så de cirkulerer oplysningerne mellem havnemyndigheden, politiet og skattemyndigheden, men i nogle havne skal man besøge flere kontorer og udfylde de samme oplysninger igen.
Bådens papirer skal fremvises, heldigvis har vi nogle fine laminerede og guldrandede papirer fra FTLF, dvs bevis på ejerskab, betalt moms og forsikring. Ligeledes skal besætningens pas besigtiges.
Når man betaler havnepenge får man 3 kopier af fakturaen med originale stempler på alle sider.
Det virker meget voldsomt, også taget i betragtning at vi altså stadig er i EU (nordmændene får iøvrigt også besøg af toldere nede i båden) og man kan ikke undgå at have en fornemmelse af at informationerne og registreringen ikke bliver brugt til noget og i det hele taget er ret ligegyldig.
Jeg har altid troet det var et afrikansk fænomen, men det ser ud til at de har lært det af koloni-magterne.

…..

Vi ligger i øvrigt så meget for anker som muligt, så undgår vi også papir-arbejdet og de dyre havnepenge. I nogle havne skal en 30 fods båd betale mere end 30€ pr døgn men så er det også inkl. el :)
Men Portugal har ikke mange ankerpladser og vest-kysten har i det hele taget ikke mange marinaer el.l. så man skal ofte langt på en sejlads for at komme til næste mulighed.

Sinus og Ella for anker ved Ponta de Sagres

Næste stop er Marokko, dér ved vi at vi skal igennem en masse registrering – det skal jeg nok fortælle mere om når vi har prøvet det !
…..