Sinus

Siden vi skrev sidst er vi sejlet fra Kaskinen i Finland og helt hjem til Sydhavnen (over flere sejladser selvfølgelig).

Finland var et spændende bekendtskab. På mange måder anderledes end Sverige. De finske byer (vi besøgte) er mere slidte men også langt mere oprindelige i deres udtryk og udseende. Der er er råhed over det som som var spændende at bevæge sig i. Mærkeligt nok har vi ikke taget så mange billeder i Finland, men vi havde en god tid der.

Finland bød på mere tåge. Smukt og spændende at sejle i.

Kaskinen,  var meget original at se på. Den havde ikke været brændt ned som mange andre finske byer. Et for byen stort industri-område baseret på træ og fragt og fragt af træ forklarede hvorfor der bagved byen var bygget en del ensartede boliger, men ellers skete der ikke meget.

Trækfærgen: en seværdighed – når man har børn med

Vi tog videre og troede vi skulle sejle en lidt længere tur, men bølgerne overraskede os (igen) og vi smuttede bare til Kristinestad (eller det mere finskklingende navn Kristiinankaupunki). Her fik vi prøvet kombinationen af hotel og havn (eller bare en bro) – det kan man så også.

Men vi skulle videre og tog en inden-skærs tur til Kilen (Kiili). Det er fantastisk at kunne sejle så tæt på og imellem øer,  men lige spændende nok når dybdemåleren går under 2 m i længere tid og kortet ikke rigtig er helt tydelig omkring hvilken dybde man kan forvente. Vi rørte dog ikke bunden og kom fint frem. Kilen var en bro og vist nok et das som vi ikke fandt. I nærheden var der en slags lejr/vandrerhjem og ellers skete der ikke meget på denne tid af året. En måned senere skulle der vist være surströmmings-festival.

Nu var der igen en vejrudsigt som lovede nogle dage med meget hård vind. Så vi skulle finde en havn hvor vi kunne ligge sikkert imens. Ud for Pori ligger Räfsö (Reposaari) med en rimelig beskyttet havn. Den sejlede vi til og allerede på sejlturen fik vi igen glæde af bølger og vind. På vej ind mod Räfsö mødte vi et par både der var på vej ud i den tiltagende vind. Vi glædede os over at det ikke var os og tøffede ind i havnen og bandt os godt fast til kajen.

Räfsö havde vejnavne på både finsk, svensk og russisk. Det var en relativt lille by med begrænset liv, men vi besøgte “Ravintola Reposaari” – Finlands 2. ældste restaurant – og smagte alle retter på fiske-buffeten. Der var blandt andet en ovnbagt karry-silde ret som vi alle var glade for, ligesom de sukker/karamel-marinerede sild var et hit.

Vi tog en bus-tur ind til den “store” by Pori. Det regnede og vi havde ikke undersøgt hvilke seværdigheder der kunne være, så da vi fandt et indkøbscenter med et indendørs legeland så mens drengene legede skiftedes vi til at gå på shopping. Det er en smart koncept  og nu har vi så også prøvet det. Børnene havde en fantastisk tid, men alligevel….

Vores nabobåd i havnen som var et yngre (end os) par i en 31 fods båd var gået ud dagen før for at sejle til Ålandsøerne, men var kommet tilbage kort tid efter fordi de ikke ville sejle i de bølger der var. Da de gik ud kunne vi ikke undgå at overveje om vi dog også skulle være taget afsted og om vi er lidt for forsigtige, men da de kom tilbage igen blev vi bekræftet i at det nok var fint at vente lidt endnu.

Efterhånden som vi nærmede os den dag hvor vinden og med den også, omend forsinket, bølgerne begyndte at ligne noget vi ville sejle i ændrede vejrudsigten sig gradvist så den periode vi ville have god vind blev kortere. Vinden ville simpelthen forsvinde hurtigere end det først havde set ud til. Så det gjaldt om at komme afsted så tidligt vi kunne for at have vind nok til at nå til Åland.

Det skal jo sættes det gæsteflag !

Så da vi tog afsted var der stadig ret meget vind og store bølger. Vi rullede for halvvind næsten hele dagen. Bølgerne var så store at det var svært at lave nogetsomhelst og børnene prøvede at sove så meget som muligt og var generelt lidt matte. På et tidspunkt slappede det lidt af med bølger og vind og vi endte med at køre for motor sent om aftenen og ankom til Seglinge ved ellevetiden om aftenen. Det viste sig at være en meget populær destination med alt optaget, så vi fortøjede ved en privat bådebro efter anvisning fra en anden båd som vist nok havde talt med ejeren tidligere. Der var præcis vand nok til os, 1,7 m viste ekkoloddet og vi stikker 1,6 !

Sinus ligger ved en privat bådebro. Ejeren var heldigvis meget venlig og havde også plads til os selvom han selv havde 3 joller. Blandt andet sejljollen i forgrunden som han havde brugt til post-løbet fra Grisslehamn i Sverige til Eckerö på Åland.

Åland er en selvstyrende del af Finland med eget flag, frimærker, internetdomæne og nummerplader. Landskabsmæssigt og geografisk ligner det en fortsættelse af Turkus skærgård – eller Stockholms skærgård alt efter hvor man kommer fra. Men der er smukt og dejligt at sejle og vi prøvede et par andre steder også og sluttede af i Mariehamn hvor de kæmpe færger som man kan møde rundt om og mellem øerne lægger til på deres vej fra Stockholm til Talinn eller Turku.

Fra Mariehamn tog vi, da vejrudsigten var næsten god, mod Gotland om aftenen og var fremme i Fårösund næste aften sent efter endnu en ordentlig rulletur krydret med heldags-regn. Helt ærligt var vi ved at være trætte af bølgerne i det farvand og efter en rimelig nats søvn kunne vi næste morgen mærke hvordan for lidt søvn, for lidt væske og for meget ballade føles i kroppen. Børnene var selvfølgelig på toppen så vi slog os ned på legepladsen med sodavand, snack og hovedpinepiller.

Det er altid skønt at komme i havn sent på aftenen. Lyset og himmelen har ofte noget nyt at byde på.

Vi udforskede Gotland fra nord til syd i bil på én dag, så vi har helt sikkert misset noget. Men det er en smuk ø med et særligt lys og smukke strande og landskaber. Vi ledte lang tid efter en pirat-borg som vist nok skulle være der, og fandt heldigvis nogle ruiner i nærheden af nogle sten med dødningehoveder på – det måtte være den og så var dagen faktisk reddet.

En skulptur foran en kirke. Den havde vist ikke noget med piratborgen at gøre.

Endnu bedre blev dagen da vi opdagede en strandbar med reggae-musik, afslappende stemning og et legeområde med lego. Dagen blev fuldendt med god mad og afslapning.

Det er ikke os der ligger for anker dér, men smukt er der altså i Skandinavien.

Vi tog næste vejr-vindue mod den svenske kyst og genså blandt andet Kalmar. Men på trods af at vi havde besluttet os for at feriere lidt i Blekinge skærgård nu vi var i god tid, var vi pludselig i Køge bugt igen i en skøn aften-sejlads med helt perfekt trimmede sejl og vindror og musik i cockpittet.

Køge bugt lignede sig selv. Nu ved vi hvor bølgerne i bugten stammer fra.

Vi har sejlet knap 1900 sømil og har haft en skøn tur.

Cliffhanger !
Refleksioner om turen følger.

Vi har  nu været afsted i cirka halvdelen af den tid vi har afsat. Tid er en sjov størrelse og den har føltes både lang og kort. På en måde har vi været afsted i utrolig lang tid, det er blevet hverdag, så der skal også vaskes tøj og klippes hår og gøres en lille smule rent i båden også. Men fordi vi nu er halvvejs – rent tidsmæssigt – skal vi selvfølgelig tænke på at vi skal kunne nå hjem igen. Da vi nåede toppen af Bottenviken var det 22. juni, men da vejrudsigterne netop dér begyndte at vise sydlig vind så langt øjet rakte blev vi lidt spændte på hvordan turen sydpå og hjemad ville gå. Heldigvis skifter vejrudsigten tit mening og vi er allerede i Kaskinen (Kaskö) ca 100 km syd for Vaasa i Finland, så det skal nok gå.

Kabelfærgen drøner frem og tilbage hele dagen her i Kaskinen

Sidst du hørte fra os på bloggen lå båden i Luleå og vi var taget på biltur til Jokkmokk. Så vi starter dér.

Jokkmokk er nord for polarcirklen og man skulle derfor kunne opleve midnatssol omkring midsommer, så en tur derop 18.-20. juni var god planlægning syntes vi. Til gengæld så det ud til regn og overskyet så det var ikke helt sandsynligt vi ville få solen at se overhovedet. Vi havde lejet en volvo og en hytte på en campingplads og kunne virkelig brede os i den kæmpestore 1½ mands-seng, badeværelse og et ekstra værelse. Vi var sådan nogle lidt dårligt forberedte turister, så vi vidste ikke meget om hvad vi skulle se og gøre for at få mest muligt ud af det, men vi så same-museet, fik smagt både ren og elg og tog nogle køreture rundt i landskabet. Efter 2 dage hvor vi næsten ikke så solen var vejrudsigten for næste nat lidt  mere positiv så vi forlængede vores ophold med en dag og krydsede fingre for en skyfri nat.

Solen gik ned bag træerne, men vi fik set denne smukke nattehimmel på vores 3. nat i Jokkmokk

Vi fik heldigvis også set sådan nogle stykker på vores tur – de er noget mindre end man tror. De overdriver vist lidt i de tegnefilm med julemandens kane

Vandkraft er stort langs Stora Lulälv. Vi besøgte et vandkraftværk og gik også en tur i en udtørret flodseng. Det er vildt at se hvordan der ser ud under vandet nede i sådan en elv.

Vi kørte længere nordpå en Jokkmokk og så bjerge med sne på. Desværre var sigtbarheden ikke så god.

Efter 3 dage på land længtes vi efter Sinus og heldigvis så vejrudsigten lovende ud til en sejltur dagen efter vi kom tilbage til Luleå. Vores nabobåd havde fortalt at hvis man ville sejle så langt mod nord i Bottenviken som muligt skulle man sejle til Töre, hvor man tilmed kunne få et certifikat på at man havde været der.

Vinden var god og vi kunne sejle en skøn sejlads i Luleås skærgård op til Töre hvor vi rundede den gule bøje der markerer det nordligste punkt og udfyldte en formular på campingpladsen som skulle sikre os certifikatet :)

Bottenvikens nordligste punkt

Midsommer-aften-sol i Töre Hamn

Men ellers var der ikke så meget at gøre i Töre, så vi drog videre mod Finland næste dag. Nu skulle turen gå sydover igen. Vinden slap dog op sidst på dagen så vi smuttede ind til Sandskär, en ø syd for Haparanda som var ret smuk og anderledes, men helt utroligt fyldt med myg. Man kunne ikke stoppe op og tage et billede uden at blive ædt.

På Sandskär er der anlagt brædde-stier rundt på øen. Her ses stien op til kirken.

Sandskärs gamle fisker-hytter bliver vist nu blot brugt som sommerhuse, men idyllisk ser det ud.

Efter Sandskär var det nødvendigvis Finland næste stop – der er simpelthen ikke mere Sverige den vej. Så vi sejlede øst på og satte det finske gæsteflag midt i den tykkeste tåge. Heldigvis er der ikke meget trafik i den del af Bottenviken, så vi tog det roligt men holdt selvfølgelig øje på AIS’en og kunne derfor også vide at det vi kunne høre på et tidspunkt var en lods-båd der sejlede 24 knob omkring en sømil fra os. Men da vi også kan se dens pejling og retning var det ikke så bekymrende. Den dukkede lige op af tågen på et tidspunkt da den sejlede tættest forbi og var væk igen lynhurtigt. Tågen kom og gik på den tur, men lettede heldigvis helt cirka en halv time fra Marjaniemi og vi kunne gå i havn med god sigt.

Det obligatoriske gæsteflagsbillede

Sådan så det ud dagen efter i Marjaniemi da en båd gik ud. Igen en god tæt tåge.

Som nævnt var vejrmeldingerne nu mest sydlige vinde. Så da vi fik 1½ døgns udsigt til noget nordligt og østligt  tog vi en god lang tur til Vaasa hvor vi forberedte os på at ligge 5-6 dage indtil næste vind-vindue. Heldigvis blev det ikke så lang tid. Vaasa var sikkert en fin by, men gæstehavnen lå et godt stykke væk fra byen og busforbindelserne var ikke specielt gode, så vi fik ikke set så meget.

Et par korte ture videre og nu er vi i Kaskinen. Vi er godt tilfredse med hvad vi har nået. Målet (for så vidt angår destination) var at komme op i toppen af Bottenviken. Derudover er det gået over al forventning at sejle med de to let-matroser. De bliver lige så meget uvenner som derhjemme og det er faktisk ikke så meget, kan lege hele dage i forkøjen mens vi sejler (eller ligger i havn for den sags skyld) og færdes hjemmevant med “en hånd til båden hele tiden”.

Vi er igang med at få Finland lidt ind under huden. Forstår ingenting af det finske (bortset fra da det stod “kaksi-yksi” til Wales igår). Men nu tager vi nogle hop ned langs kysten for at se hvordan der er.

Sinus ligger i Luleå – Södra hamn og besætningen er kørt i en lejet volvo til Jokkmokk (Jåhkåmåhkke) for at opleve midnatssolen. Det er dog overskyet, så der er nok ikke nogen smuk solned- og opgang i vente, så vi sidder i hytten på Artic Camping og ser fodbold og har wifi – så det er på tide med en update.

Vi lå i Örnsköldsvik i næsten 6 dage. Først var der nogle dage med alt for meget blæsevejr fra nord, der var kuling grænsende til storm-varsel i Bottenhavet, og det er altså ikke noget vi begiver os ud i. Det blev så efterfulgt at nogle vejrudsigter uden vind, men vi lå godt i havnen, byen havde en rigtig god legeplads og vi fik også tid til en udflugt med bus til Skuleberget hvor vi kunne drage til toppen med en svævebane (skilift i vintersæsonen). På toppen kunne vi til trods for at vi var uden for sæson glæde os over en cafe med ild i pejsen og varme vafler – det var en kold dag med lidt regn også, så det var tiltrængt. Både Skuleberget  og Örnsköldsvik ligger i (den nordlige del af) Höga Kusten (for de geologi-interesserede er det noget med landhævning efter istiden, cirka 800 m er landet hævet siden da) , et utroligt smukt område som vi kun har set en lille del af. Måske skal vi vende tilbage dertil.

Besætningen på toppen af Skuleberget

Et kig på en del af Höga Kysten oppefra Skuleberget

Da vi endelig så ud til at få noget god vind drog vi afsted. Vejrudsigten så ud til at kunne bære os langt mod nord, men vinden døde helt uventet omkring 20-tiden og vi besluttede at gå ind i Byviken på Holmön efter noget tid for motor. Solnedgangen var igen helt fantastisk, blikstille hav, sæler …

Sælerne var umulige at fange med fotografiapparat, men her er nattehimlen.

Byviken på Holmön var en af den slags havne hvor man kan betale sin havneafgift i en postkasse og så ellers bare glæde sig over stemningen og udsigten. En god afveksling i forhold til de meget organiserede havne man nogen gange besøger. En venlig sjæl (eller flere) har sørget for en kasse med sandlegetøj som man bare kan låne – det var et stort hit og der gik mange timer i strandkanten. Den lokale ‘Lanthandel’ drives af en forening og i det hele taget ser der ud til at være god opbakning både fra lokalbefolkningen og fra officielt hold til at holde ‘liv’ i samfundet herude. Vi fik lov at ligge alene hele dagen  i havnen, men det kunne godt ligne en populær destination i højsæsonen.

Byviken på Holmön

Næste sejltur var endnu en optimistisk vejrudsigt som igen blev til en dagssejlads istedet for en en ‘længere tur’. Vi kom til Bjuröklubb, en gammel lodsstation hvor der ikke var meget plads, men plads nok til os og en anden båd og den fiske-båd som skulle komme ind senere men som vi dog ikke så. Her var ikke noget særligt at foretage sig andet end nyde udsigten, stilheden og at have en båd der kan tage os til sådanne steder.

Den gamle lodsstation på Bjuröklubb har plads til et par både. Her er også en sauna, en vandhane og et toilet.

Fyret på Bjuröklubb i aftensol

Solnedgangen set fra fyret på Bjuröklubb

Besætningen på toppen af Bjuröklubb

En overnatning mere i Jävre Sandholm, som ikke havde meget andet at byde på end den konstante summen af E4 – hovedvejen mellem Helsingborg og Finland – og hvor vi igen lå alene.

Jävre Sandholm

Derfra sejlede vi til Luleå. 40 sømil gennem Luleå skærgård med perfekt vind. Det er en fryd at kunne sejle mellem øer og skær og sten for sejl. Vi overraskes gang på gang over hvor tæt vi kan sejle på og stadig have 30-40 meter vand under kølen.

Sejlads i Luleå skærgård. Ikke specielt nemt at fotografere. Øer med grantræer og nogle huse….

Der bliver produceret en del træ her i Sverige. Her er en transport på vej gennem Luleå skærgård.

Luleå er hjemhavn for Sveriges isbrydere i den Botniske Bugt. De skulle efter sigende være i brug helt hen i maj måned. Det er svært at forestille sig livet om vinteren her med alting frosset til og med kun få timers sol om dagen. Lige nu har vi lys hele døgnet. Vi har ikke mørklægning i båden, så hvis man vågner om natten må man tjekke uret for at vide om det egentlig stadig er nat.

Isbryderne ligger i Luleå og venter på næste vinter

Vi besluttede at leje en bil og køre helt op nord for Polarcirklen og valgte Jokkmokk som destination. På turen herop så vi Storforsen som overraskede med sit lydniveau og vildskab. Det kan ikke gengives på billeder, men vi lover jer – det var storslået.

Storforsen

Imorgen står den på minigolf på campingpladsen og forhåbentlig det samiske museum. Måske en køretur op på et bjerg hvor vi kan se ud. Vi synes – især når vi kigger på et kort – at vi er kommet ret meget nordpå !

Stødte på et tidligere får på aftenturen.