Sinus

Brava er en af de virkeligt gode grunde til at man tager ud og sejler på langfart.

Den yderste ø på Cap Verde, lukket af for resten af verden.

Vi kunne ikke gå ind ved den by vi regnede med på grund af kæmpe døninger – resterne af noget vejr ude i atlanten. Så vi tog chancen med en lille bugt – ikke langt derfra, uden kort men med en forklaring om hvordan vi gik ind. Der lå heldigvis en anden sejlbåd derinde, så kan vi sikkert også gå ind.

Den anden sejlbåd sejlede til Brasilien næste dag og siden da har vi ligget alene.

Vi blev med det samme modtaget af nogle af de lokale fiskere.

I modsætning til andre steder her på øerne ville de ikke have cigaretter eller penge, men måske vi havde en avis?

Tilgengæld har fiskerene enten givet os fisk, eller solgt dem til meget rimelige priser.

I det hele taget er vi blevet utroligt godt modtaget, vi er vennet med halvdelen af den lille landsby på toppen af bjerget. Hænger ud hos Julia der driver den lokale butik og drikker alt hendes kolde postevand. Godt lokal vand.

Og alt foregår op på toppen af bjerget, vi har hentet vand og mad til turen og det har været hårdt.

Men det er en fornøjelse at møde fiskerne på vejen, hjælpe med at hive deres både op og måbe over deres vilde fangster, kæmpe fisk og hajer, muræner og alt hvad man ellers kan forestille sig.

Når vi tager til byen er det på ladet af fiskebilen, fyldt med fisk og fiskekællinger der råber og skriger og handler og griner.

Vi har hængt en del ud sammen med Fransico..

Og hold kæft hvor har det været fedt!

Men Tobago trækker, vi glæder os vildt til den lange tur.

Båden er parat, den er tung af mad og vand.

Vi er parate.

Ses på den anden side og god jul osv hvis ikke vi er nået over inden.

Hilsen Sinus

This entry was posted on Monday, December 6th, 2010 at 18:37 and is filed under Uncategorized. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.