Sinus

Jeg lovede en fortælling fra Brava, den kommer hér. Det er efterhånden lidt siden, men det fylder stadig i vores bevidsthed.

Jeg vågner midt om natten og som vanligt når vi ligger for anker stikker jeg lige hovedet op af forlugen for at tjekke om alt er som det skal være. Lysene fra 20-30 små fiskejoller er spredt ud over bugten og der er også et par lys inde mod land hvor fiskernes hus ligger. Jeg kan se stjerner og de mørke skygger af de høje klipper der omkranser bugten. Her er helt stille og jeg kan roligt lægge mig til at sove igen.

Om morgenen når vi står op er flere af jollerne på vej ind med nattens fangst. Enkelte af dem sejler tæt forbi, mens vi spiser morgenmad, bare for at hilse på eller for at høre om vi eventuelt har noget hvid maling eller en avis.

Vi ligger i Baia de Feirrera på Ilha Brava, den sydvestligste af de Cap Verdiske øer.

Cap Verde har indført nogle, for sejlere, lidt irriterende immigrationsregler som betyder at man kun kan checke ud af landet 3 steder. I den sydlige del af øen er det på Santiago, så hvis man vil besøge de to øer vestpå skal man tilbage til Santiago (mod vind og strøm) for at checke ud. Så vi er her illegalt, for det er flere dage siden vi fik udstempler i vores pas hos politiet i Praia de Santiago, hovedstaden.

Vi ville egentlig være gået til Faja de Agua på Bravas vestside for at tanke de sidste vand og købe lidt frisk grønt men de kraftige dønninger fra nordvest gjorde det umoligt at ligge der og vi kunne ikke så godt gå til Furna hvor vi ved at der er havnepoliti og den slags. Så vi drog ind i denne smukke bugt som på søkortet kun består af en linie og en hvid plamage, mens vi holdt godt øje med ekkoloddet og kiggede efter skær i det klare vand. Her er meget skønt og nu har vi det også for os selv efter den eneste anden båd er draget mod Brasilien.

Så kommer Fransisco forbi i sin jolle for at høre om vi vil have nogle fisk. Jotak, de ser gode ud, hvad skal de koste ? Men han vil ikke have noget for dem og ser ud til at mene det, så vi siger bare mange tak og glæder os til at smage en ny slags fisk.

Vi mødte Fransisco på stranden den første dag vi var her hvor vi købte to flotte røde fisk for 200 escudos (ca 14 kr) og da vi kun havde 100 i småpenge kunne vi bare skylde til næste dag.

En anden da kommer han svømmende ud til os og sidder i cockpittet og hænger ud et par timer. Han spørger om vi vil med ud og fiske næste morgen, det er noget med snorkel og den slags. Det blev en fin tur hvor vi så hvordan de spændte et stort net ud i en lille bugt for at fange en stime fisk, og vi fik snorklet rundt mellem en masse forskellige sjove fisk.

Da han senere kommer ud til os i sin fiskejolle er det for at dele sin frokost med os – fisk med græskar og ris med bønner, meget lækkert – og for at høre om vi vil med til Faja de Agua i hans jolle hvis vi lige kan spæde op med lidt benzin. Så vi får også set Faja de Agua og en kæmpe dorade der sprang op af vandet mens den spiste maddingen på Fransiscos krog, for selvfølgelig fiskede han hele vejen frem og tilbage: en god stor krog med en fisk i makrelstørrelse på i håndholdt kraftig fiskesnøre. Desværre fangede han ikke doraden.

Nu er tiden snart kommet til den daglige tur op af bjerget og op til den lille landsby. Vi skal hente mere vand for at få fyldt tanken samt vores dunke. Cirka 150 liter skal vi hente i alt. Vi henter det 32 liter af gangen i 8 liter dunke, så det tager et par dage. Først en kort tur ind i gummibåden, der er altid noget brænding på den stenede strand, så en af os må i vandet og trække jollen ind. Der er næsten altid nogle fiskere på stranden og de hjælper også gerne. Også de små drenge som vælter hjemmevant runde i de ståre bølger og sten er meget hjælpsomme, nysgerrige og lidt generte.

Ikke meget miner os om Tarrafal på Santiago hvor alle ville hugge vores arme af for at se om der kom penge ud (billedligt talt selvfølgelig) Det perspektiverer heldigvis vores oplevelse med fiskerne dér som sejlede vand ud til båden for os og selvfølgelig ville have det dobbelte beløb (ligegyldigt hvad jeg havde givet dem) og som derefter gik over til og tigge om whisky, eller hvad med de dér sandaler du har eller dine handsker, kan jeg ikke få dem …..

Her i Lomba har de vist endnu ikke lært at alle turister smider om sig med penge for hvad som helst.

Så går det opad. En stejl sti bringer os omkring 300 m op af bjerget op til landsbyen.

Vi møder en del (men vi overhaler ingen) kvinder på vej op i klip-klappere med 30 kg fisk i en balje på hovedet. Og vi er bare ved at segne i varmen bærende på 2 tomme vanddunke. Jeg prøvede en dag at spørge om de havde overvejet en form for tovbane til transport af fisk og gods, men det vandt ikke gehør, sådan hér har man gjort altid og det virker og man ved hvad man har. Arbejdskraft og tid ser de ud til at have nok af.

Pyha det var varmt igen i dag, men oppe i byen møder vi heldigvis som det første Julias lille butik hvor hun serverer isafkølet vand for os mens vi sidder og stener lidt i hendes forgård og kigger på folk (som kigger på os). Ikke mange taler engelsk, vi møder kun 2 her i Lomba – så vi klarer os med vores 10 portugisiske ord og fagter.

Og så er det dagen hvor der skal vaskes tøj. Vi låner et par baljer og et vaskebræt og så går jeg ellers på amatøragtig vis i gang med at vaske tøj på pladsen uden for det hus hvor man henter vand. Omkring en 20-30 af de lokale mænd, kvinder og børn tager opstilling for at se hvad jeg egentlig har tænkt mig og en af pigerne viser mig lige hvordan man bruger vaskebrættet med den faste sæbe. Men da jeg har vasket et stykke tid begynder de at fordufte, så eksotisk var jeg alligevel ikke, selvom jeg må sige det føles ret uvant at vride lagner og dynebetræk i hånden.

Nikolaj tager den tunge varme tur ned med vand imens og får fin hjælp af små og store børn på stranden til at komme ud gennem brændingen med båden og en masse vand – ud til båden og tilbage igen og op af stien til byen med ham, så lang tid tog det faktisk at vaske.

Vi siger tak for lån af balje og bræt og betaler et passende beløb for vand og lån, og damen der bestyrer vand-huset smiler til os. Jeg kan ikke gætte hvad hun tænker, men det er helt sikkert ikke hver dag der kommer turister her som selv vasker tøj

Ned til båden og hænge tøj op, det tørrer heldigvis hurtigt her selvom det ikke er slynget bed 1300 omdr/min.

Der er hele tiden gang i den på stranden og i fiskernes hus. Der bliver ordnet både og renset fisk og så ud og fiske på forskellige tidspunkter, men for det meste om natten.

Jollerne de bruger er tunge og stabile og de er afhængige af hinanden for at kunne få dem i vandet op og igen. Der er ikke noget slæbested, kun den stenede og stejle strand.

De for virkelig hevet nogle store mængder fisk hjem i de små joller: kæmpestore dorader, tun, bonito, wahoo og en dag så vi nogle der havde spiddet en haj.

Senere på aftenen smutter vi ind til land igen og op til Lomba. Vi drikker en malt og lidt øl hos Julia, som beder os blive mens hun liger er i kirke. Så vi sidder på pladsen foran hendes butik og deler en stor Strela mens hendes datter og 3 andre børn leger . Der sidder også en par unge landsbydrenge som vi trods sprogbarrieren hygger os fint med. En af dem vinker os hen på den lille knold ved butikken hvorfra man har den skønneste udsigt over Atlanten. Derude, ganske langsomt, sejler 2 sejlbåde mod syd. Snart er det os er skal afsted, men vi håber på lidt mere vind.

Lad mig fortælle lidt om Julias butik mens vi venter på hende. Den ligner et almindeligt, men efter stedets standard lidt stort, hus i rå beton og med en betondækket gårdsplads foran hvor der også er blevet plads til et hønseskur. Så sidder man og hænger ud ude foran på et par betonklodser eller hvad man nu kan finde. Når vi kommer henter hun ofte et par taburetter eller sågar nogle helt nye hvide plastic havestole til os.

Selve butikken er ét lille rum med en stor kummefryser mest fyldt op med kylling (det eneste andet end fisk vi fik på Brava), 4 reoler og en disk. Hun har ingen ferske varer og af grønsager så vi kun løg mens vi var der, men man kan købe forskellig dåsemad (maskinudbenet kylling-spam er meget populært) olie og tørrede varer samt ris, mel og bønner fra store sække.

I udvalg ikke så forskellig fro alle de andre små butikker på Cap Verde, det vrimler ikke med luksusvarer her.

Udover små lojas som Julias findes der overalt på Cap Verde en del (dog heldigvis ikke i Lomba) ‘Loja Chines’ – eller ‘Kina-crap-butikker’ som bestyres af ægte kinesere. Vi var inde i alle vi kom i nærheden af for at lede efter en rød lampe til at læse ved om natten da den vi havde var gået i stykker ( vi fandt faktisk en cykel-baglygte, ret utroligt for der er ikke mange cyker og da slet ingen der kører med lys) og vi købte også lidt tøj. Det er forfærdelig ringe kvalitet de sælger men det er de eneste butikker hvor man kan købe ting som køkkengrej, tekstiler og den slags.

Vi har en teori om at det er et resultat af en kinesisk strategi med at erstatte kvalitet i verden med kina-crap-kvalitet for at kunne overtage verdensherredømmet, og at man som kineser kan få finansieret en del af udgifterne og måske få rabat på en container fuld af crap, hvis man indvilliger i at tage til et-eller-andet afrikansk udsted og starte en biks.

Men altså hvad angår fødevarer ville det have været svært at proviantere til Atlanter-turen her på Cap Verde så vi er glade for vores kanariske dåsebeholdning. På Santiago, i hovedstaden, fandet vi et lidt mere velassorteret supermarked som i udvalg kan sammenlignes med en lille daglig-brugs med dårlig lagerstyring i en dansk provinsby. Vi fik købt noget mere dunkevand samt lidt Cap Verde specialiteter såsom syntetisk saftevandspulver.

Vil vil gerne have lidt frisk frugt og grønt med os, grønne bananer, tomater og selvfølgelig løg, det er ikke så nemt at finde men i morgen skal vi følges med Fransisco til Nova Sintra – hovedbyen på Brava må have noget.

Forleden vi var ude og vandre kom til ned til Denil som dyrker og destillerer sukkerrør. Han havde også en lille have og var i gang med at tage kerner til såning ud af en aubergine. Han havde 2 små auberginer vi kunne købe eller rettere få for han ville ikke have noget for dem. Så vi sagde bare igen mange tak. Da vi så går derfra kommer han købende efter os med en pose hjemmedyrkede jordnødder som vi også skal have.

Sådan en overdrevet gavmildhed mødte vi kun på Brava og den stod i skærende kontrast til vores oplevelser for nyligt på Santiago som var den værste blanding af Afrika og turisme.

Eish! Hvor har vi diskuteret det emne meget under opholdet (og hele turen over Atlanten) og det er ikke så ligetil, for vi ér meget rige (og hvide) men mon ikke det handler meget om at vi som turister skal bruge vores penge fornuftigt og lade være med at føle os dårligt tilpas ved at sige ”nej du må ikke få mine sandaler” oog så virker det som om at mange andre sejlere medbringer kasser af (dårlig) whisky som de kan smøre de lokale med.

Find selv på mere og bidrag gerne med synspunkter !

Tilbage til grønsager. Denil havde peget op på et hus i nerheden af byen og sagt at der kunne vi på grønt, så da vi går tilbage slår vi vejen her forbi. Der møder vi Joao som efter instruktioner råbt af Denil fra bunden af dalen dirigerer os hen til Emmanuels hus hvor vi bliver bænket i en lille skyggefuld gård omkranset af hans store terasseanlagte have med vandingsanlæg. Vi køber søde kartofler, gulerødder og maniok og han prakker os også en stor moden papaya på. Vi er ikke så glade for smagen og lugten af papaya men vi havde prøvet det sukkersyltet og med gedeost til og det var ganske godt, så tilbage på båden igen med gode grønsager og gode oplevelser i poserne, laver vi sukkersyltet papaya og papaya-chutney.

Da Julia kommer tilbage bliver vi inviteret om bag hendes hus hvor vi drikker en øl og snakker med folk mens Julia har travlt i butikken. Det er meget hyggeligt og vi glæder os over at have en lygte med til turen ned, for det bliver ganske mørkt på disse kanter.

Efter et par timer i godt selskab forlader vi byen og vandrer ned af den stejle sti i skæret fra én lygte. Vi møder Fransisco som er på vej og og vi taler bagefter om at det er som om han næsten bor nede på stranden og om han mon har et hus og en kone og om hun er helt forfærdelig siden han aldrig er hjemme, men vi ved ikke at vi finder ud af det næste dag.

Sidste dag på Cap Verde skal vi lige have tjekket de sidste ting. Jeg hænger oppe i masten et godt stykke tid mens båden gynger i bølgerne for at smøre rullerne og bare tjekke om alt er i orden.

Så skal vi ind og mødes med Fransisco for at tage den orange pick-up ‘bus’ til Nova Sintra. Vi kommer desværre lidt for sent til den planlagte afgang men det tager vi roligt og traver ud til Bajal – en forstad til Lomba !! – hvor Fransisco bor.

Det viser sig at han har et fint hus og en tilsyneladende rar kone som serverer mad for os. Der er børn og unge i alle aldre, sikkert ikke alle er hans.

Efter lidt tid dér traver vi op til (hoved)vejen hvor vi venter yderligere en tid. Pepé er vist lidt forsinket så vi besøger noget familie.

Manden i huset (vi møder ham ikke) har været soldat for Portugal i Angola i 70′erne mens Cap Verde stadig var Portugisisk koloni. Det var ‘obligatory’ siger kvinden og man fik ‘nada’ for det udover et diplom der står indrammet oven på TV-møblet. I stuen hænger også flere falmede fotografier af en meget rank og stolt soldat med de sygeste våben. Meget fascinerende krigs-porno.

Vi traver lidt videre. Det er usikkert hvor Pepe og den orange ‘aluguer’ egentlig er, men endelig kommer han med ladet fuldt af kvinder og baljer med fisk (og en enkelt fyr med en abe i snor).

Det bliver en livlig tur hvor der skal sælges fisk ved hvert andet gadehjørne hvor folk står med deres forskelligfarvede plasticposer som tegn på at de vil købe. ”Køøøøøb fiiiiiiiisk!” bliver der skreget fra pickuppens lad og Pepe dytter så folk ved at fiskebilen er på vej og skænder på damerne når kunderne ikke er klar. Da vi når Nova Sintra har de næsten udsolgt, efterspørgslen undervejs har været stor både for fileter og fiskehoveder.

Vi støver rundt med Fransisco for at tanke brændstof og købe grønt og et par timer senere tager vi ‘Laranja auto’ tilbage til Lomba sammen med fiskedamerne. Vi stopper som vanligt lige ved forskellige butikker på vejen hjem og der er også langs vejen et par småting der skal udveksles: én skal aflevere en mobiltelefon tilbage, en anden skal betale noget gæld, vi skal have brød med tilbage til Lomba, et par græskar skal transporteres og så videre. Aluguer Lomba er en slags multi-transport virksomhed, en livsnerve som sørger for at Lomba kan eksistere. Der var ingen i Lomba der så ud til at have egen bil.

Tilbage igen køber vi mel og æg hos Julia og henter det sidste vand. Med 4 dunke vand, 2 dunke brændstof og 4 poser med varer kan vi godt se at vi må gå mindst 2 gange. Men Julia lukker butikken og sammen med Fransisco hanker hun op i dunke og varer og spæner ned af bjerget sammen med os.

Julia får en tur ud til Sinus og mener godt at hun kunne tage med til Caribien, hun har dog ikke noget pas, hmmmmmm…

Næste morgen står i oprydningens tegn og da Fransisco lige har været forbi med et par fisk og vi har givet ham Enigheds stander til fiskernes hus og vores sidste escudos til ham og familien trutter vi i hornet.

Den 7. december kl 12:00 UTC drager vi mod Tobago.

Der findes mennesker her i verden der bare er helt fantastiske og ikke kun er ude på at udnytte dig.

Jeg ved det helt sikkert.

This entry was posted on Monday, January 3rd, 2011 at 19:30 and is filed under Uncategorized. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.