Cuba – USA
Vi er kommet til USA og ligger lige nu tæt på Cape Canaveral hvor vi håber at kunne se opsendelsen af den sidste space-shuttle Endeavour på så tæt hold som muligt.
Det har været en stor omvæltning at komme til USA fra Cuba og jeg vil fortælle lidt om turen hertil, historierne om og det virkelige møde med de amerikanske myndigheder og mødet med USA (den del vi har set indtil videre)
Vi har talt med mange forskellige sejlere om at tage til Cuba og til USA og har fået alle mulige historier og gode og mindre gode råd.
Vi fik vores visa i Havana så der var ingen mulighed for at påstå at vi ikke havde været i Cuba og vi blev også overfløjet (og sikkert fotograferet) af et US Coast Guard fly allerede efter få timers sejlads fra Cuba, så de vidste det nok godt.
Vi havde også hørt at det nok ikke var så godt at have Cubansk rom og cigarer med, men det havde vi altså: noget af det stod fremme og noget var lidt sværere at finde. Så måtte vi se hvad der skete.
Turen fra Havana til Fort Lauderdale er på cirka 200 nm og vi havde stort set vinden (10-12 m/s) imod hele vejen hvilket kombineret med Golfstømmen (som godt nok var med os) gav en ganske urolig og hård sejlads. Vi kaldte kystvagten op i god tid og fik besked på at holde os 12 nm fra kysten indtil vi var blevet bordet af dem. De kunne ikke sige hvor lang tid det ville tage og da vi nåede til Fort Lauderdale efter af have banket pæle i 2 dage var det lidt hårdt ikke at kunne komme i havn. Men vi måtte pænt vente i 4-5 timer indtil de kom forbi, men så nåede vi også at rydde lidt op :)
“Har I våben ombord?” – “Hvor mange er I?” – “Vi kommer over, er det OK?”, og så hoppede 3 af fyrene ombord og vi blev udspurgt lidt om hvor vi kom fra og hvad vi lavede, de kiggede lidt på vores visa og lavede en gennemsøgning af båden for at se om vi gemt nogle cubanere.
De var hurtigt færdige og de var rigtig flinke i modsætning til hvad historierne blandt sejlere vil vide. Vi fik lov at sejle ind og efter vi havde fundet og fortøjet til en mooring ved Las Olas Boulevard Bridge skulle vi ringe til told og immigrationsmyndighederne.
Igen en rigtig venlig person som fortalte at hvis vi havde noget cubansk rom eller cigarer skulle det forblive på båden, og at vi dagen efter skulle tage ud til et kontor og klare selve immigrationen og papirer til båden. Der skulle ikke flere ombord og kigge på båden eller gennemsøge den – så meget noia for ingenting :)
(Vi har dog siden talt med et par som vi også mødte på Cuba, de havde fået konfiskeret både rom, cigarer og mad fra Cuba, så det er ikke helt til at vide hvad den ‘rigtige’ regel er…)
Alt i alt har det altså været ganske udramatisk at få lov til at komme ind i USA og nu er vi her og må blive her i 6 måneder – men det gør vi nu ikke, en måneds tid bliver det til !
Vi har fået set en god del af Fort Lauderdale, både den pæne shopping-gade og industrikvartererne og vi var sågar ved at komme til at gå ind i “the black neighbourhood” men blev frarådet det af en (sort) hjemløs. Vi har også været i Miami for at se stranden og byen.
Vi nyder det store udvalg i supermarkedet – der ér nogle ting vi ikke har kunnet få siden Kanarie-øerne - og vi skyndte os også at få en burger da vi kunne komme i land.
Observationer indtil videre i Florida:
* en aubergine koster kun marginalt mere end et måltid på Taco Bell som fuldt ud opfylder kalorie-behovet
* der er offentlig transport, men det kører ikke særligt tit
* af et meget fladt og bymæssigt område at være er der ret mange firhjulstrækkere
* her er meget pænt, ingen huller i fortovet eller manglende kloakdæksler – men så alligevel en hjemløs på en bænk midt i shoppingdistriktet
* hvis man har noget plastik skal de vises frem !