Skærgården – kan den noget ?

Der er ikke så meget i Sverige der overrasker på den måde som det gør når man rejser til meget fremmede kulturer. Landskabet er selvfølgelig anderledes men ikke sådan helt fremmed for os nårvi har været i Sverige før. Sejladsen har ikke være over de helt store distancer, det meste vi har sejlet er vel ca 30 timer i træk. Men det er meget anderledes (for os) at være sammen 24 timer i døgnet – allesammen. Vi har jo prøvet det før, men uden børn, og det må siges at være en stor forskel.  Heldigvis har det for det meste været en positiv oplevelse:   de hygger sig utroligt godt sammen, leger fint sammen og hver for sig og finder på lege der passer ind i båden. De sover også fint, både når vi sejler og når vi ligger i havn/for anker. Og så oplever vi ting sammen med dem som vi kan tale om og bygge videre på. Til hverdag har vi alle oplevet en masse hver for sig på en dag – men her kan vi referere til de samme ting.

fiskerne2

Men selvom der ikke sker så meget, så skal du ikke snydes for en lille update om hvad vi har lavet siden sidst:

Vi tog fra Øland da den værste vind havde lagt sig – den blev hurtigt afløst af næsten ingen vind som så heldigvis gik over i en fin vind som tog os de godt 100 sømil til Nynäshamn i den sydlige del af den Stockholmske skærgård. Det var en fin sejlads hvor der kun var mørkt (altså ikke buldermørkt, man kan stadig se lidt) mellem ca 23 og 03. Til gengæld er det altså koldt, men iført alt det varme tøj går det okay.

Nynäshamn var et hyggeligt sted, men det regnede og vi var trætte efter sejlturen, så vi lavede ikke så meget og næste dag tog vi en kort sejlads til en ‘rigtig’ skærgårds-destination hvor vi skulle stikke stævnen helt op mod en klippe og fortøje rundt om nogle træer. Når man aldrig har prøvet det før er det lidt grænseoverskridende, men i den første bugt vi lå var der andre både, så vi kunne se at det kunne lade sig gøre. Det viste sig at være en ganske populært sted, tilholdssted for en netop overstået kapsejlads og samtidig var det lørdag. Men da det endnu ikke er højsæson var der stadig plads til os alle.

Næste dag var vi til gengæld helt alene i den nye vig vi fandt. Og dagen efter fandt vi den mest rolige ankerplads vi nogensinde havde prøvet. Stævnen ind mod klippen, anker ud bagtil. Slap af og nyd !

skærgård

Og det gjorde vi så. Der er jo ikke noget at lave sådan et sted, andet end at gå på opdagelse .

Efter nogle dage på den måde trængte vi til lidt strøm og lidt havregryn (det bliver der altså spist meget af) og vi tog til Gräddö Marina. Det er ikke specielt centralt, men det har en ICA Nära og strøm og vand på broen og så er det meget stemningsfuldt. Vi er helt klart stadig uden for sæson og jeg tror at det kan være helt fyldt op i høj-sæsonen men nu er her bare fredeligt.

gräddömarina

Her i skærgården har alle ø-boerne en mindre eller større motorbåd som de bruger til at komme på arbejde eller købe ind eller besøge venner på de andre øer. Vi ligger lige ved tanken så der kommer rigtig mange forbi. Her er helt vildt smukt, et fantastisk lys og så går solen ned i nord-nordvest ca 21:45 i disse dage og står op igen omkring kl 4.

skærgårdstrafik

gräddö2

Vi tager snart afsted videre – enten mod Ålandsøerne eller nordpå i Sverige – alt efter vinden.

 

Comments are closed.