Dominican Republic

Vi ankom netop som solen gik ned så vi kunne stadig se bunden i det ekstremt klare vand og dermed finde et godt område med sans at kaste ankeret i.

Der var små huse inde ved kysten, nogle stemmer os som mørket faldt på et par enkelte lys og et lille bål. Ellers var det eneste andet lys til at forstyrre stjernekigningen vores eget og ankerlanternen på den eneste anden sejlbåd er i bugten.

Vi blev enige om at have fundet verdens ende, eller ihvertfald enden af den Dominikanske Republik.

Vi har været her i DR siden 20. februar hvor vi ankom efter 4 døgns sejlads fra Dominica og kastede anker ved Isla Saona for ikke at nå til vores egentlige bestemmelsessted i DR – Boca Chica – i mørke.

Isla Saona er én lang palmestrand fyldt med strandbarer, liggestole, turister, dag-turs-katamaraner og sågar 2 private helikoptere. Omkring kl 16 tog de dog alle hjem og barerne lukkede hvorefter der var helt dødt. Vi svømmede ind ot gik en tur, der var meget smukt men det bar stærkt præg af “turis-paradis- som det er i virkeligheden, ikke i katalogerne.

Isla Saona - tomme strandstole....

Isla Saona - tomme strandstole efter kl 16 ....

DR har indtil videre været det land med det tungeste papir-arbejde og det tog et par timer at få de nødvendige stempler i passene og udfyldt de rigtige papirer og betalt de nødvendige gebyrer før vi var “rigtigt” i DR. Marinaen i Boca Chica tog sig også godt betalt for at klare det for os og vi kunne nok have fundet ud af det selv, men….

Havnepladserne i marinaen var ret dyre så vi tog en mooring og havde så stadig adgang til bad, wifi og vaskeri samt lidt mere brise og ro – ren luksus.

Godt beskyttet af en ø og et rev og vel fortøjet til en bøje havde vi de roligste nætter længe.

Boca Chica - strand, palmer, containerhavn

Boca Chica - strand, palmer, containerhavn

Boca Chica er et turist-sted med palmer, strandbarer og souvenirs, men der er også en containerterminal og en mere støvet bydel: Andrés, hvor vi tullede lidt rundt mens der blev råbt “moto?” efter os og grinet når vi afslog, for det er lidt mærkeligt at vi vil gå rundt på vores fødder istedet for at sidde bag på en knallert.

Det fik vi alligevel prøvet da vi spurgte vagten ved marinaen om vej til bus-stoppestedet hvorefter han resolut hentede sin knallert og kørte os begge et (langt) stykke hen til bussen. Det er virkelig knallert-land, trafikken er ret vild og der er vist ikke påbud om hjelm.

Vi skulle selvfølgelig også se hovedstaden, Santo Domingo, og efter at have støvet lidt rundt i centrum og ikke set Columbus’ hus (han har vist et på hver ø herovre) samt fået at vide af en turist-info mand om hvor vi skulle købe den der særlige blå sten som kun findes her (vi købte altså ikke noget!) tog vi en taxi ud til først det ene mall for at finde noget til båden (som de ikke havde) og så det andet for at finde nogle sko. Vi kom på den måde lidt ude af centrum og fandt (et af ) byens store slumområde(r) som man kan betragte højt oppe fra en bro.

et slumområde i Santo Domingo

et slumområde i Santo Domingo

Der er meget fattigdom her og stor forskel på rig og fattig. Stilen har ændret sig fra den “rasta” vi var blevet vant til fra Tobago, Grenadinerne mm og til en mere latin-amerikansk-som-jeg-forestiller-mig-Cuba-agtig (men sikkert ikke så fattig som Cuba, vi får se når vi når dertil)

Folk er venlige og selvom vi taler meget lidt spansk prøver de at forstå og taler selv videre i rablende hurtigt og uforståeligt spansk til os.

Vi sejlede videre og havde en enkelt nat i Las Salinas: en bugt med en salt-fabrikation, en støvet by og et hotel, men også utrolig meget vind på ankerpladsen så vi sejlede videre til Barahona.

Saltfabrikken i Salinas

Saltfabrikken i Salinas

Salinas var et ret støvet sted

Salinas er et ret støvet sted

I Barahona oplevede vi turens første krav om bestikkelse; politifolkene var uvenlige og aggressive og ville have “DOLLARS!!” efter at have “inspiceret” vores båd ret nødtørftigt. Meget ubehageligt og overrumplende og absolut ikke med til at gøre at man synes om stedet.

Da vi tog afsted var det dog nogle andre venlige folk som ikke bad om penge, og Barahona var faktisk et ret godt sted.

Vi lå med ankeret godt gravet ned i mudder i sukker-fabriks-havnen bag både et rev og en landtange med mangrover – meget beskyttet. Der var en ganske lille “marina” med plads til en 3-4 både og nogle joller. Vi var den eneste rigtigt “gæst”. Så var der Curtis: en amerikaner med enellleranden forbindelse til Puerto Rico eller DR, han havde købt en kæmpe skude af en 40 år gammel trimaran som han skulle sætte i stand og tjene en masse penge på hval-safari i Samana bugtn oppe nord på. I US havde han sikkert været trailerpark-scum men her var han kongen af havnen -og iøvrigt super flink.

Han fik hjælp af Emmanuel, en haitianer som havde hat hyre på et fragtskib som lå for anker udenfor havnen, men efter at de var holdt op med at give ham løn og mad havde han fundet bedre selskab.

Så var der en bar hvor der hver dag sad nogle mænd og spillede domino (det er meget stort her i landet) og ellers var det ikke så meget mere – fedt sted !

Vi tog efter anbefaling fra Curtis til San Rafael som viste sig blot at være en strand – men HVILKEN strand: blåt blåt vand i forskellige blå nuancer, kømpe bølger der brød i en rumlen og kaskader af flødeskums-sprøjt. Det hel spicet op med bassiner med kildevand fra bjerget hvori man kunne bade (det var for vildt at bade i bølgerne) – det var helt klart her man tager hen for at hænge ud på stranden – og boder med mad og drikke.

Bølger ved San Rafael - det ser aldrig så vildt ud på billeder, men farverne....

Bølger ved San Rafael - det ser aldrig så vildt ud på billeder, men farverne....

I får lige lidt flere bølger

I får lige lidt flere bølger

Vi fandt vandfaldet og en sti der gik opad – og opad – og opad lidt mere.

Belønningen for turen opad var en fantastisk udsigt

Belønningen for turen opad var en fantastisk udsigt

Og vi mødte nogle teens der alle ville have taget billeder sammen med enten ‘la Americana’ (det ville fyrene) eller ‘el Americano’ (som var pigernes foretrukne) – deres glade latter kunne høres et godt stykke efter vi var gået videre.

...og der blev taget billeder

...og der blev taget billeder

Efter at have nået toppen og fantaseret om is et stykke tid, blev vi heldigvis samlet op af en pickup som havde været oppe og høste bananer mm. Det viste sig at være en lang og bumlet tur ned igen, det havde taget os rigtig mange timer at gå den tur…

Vi fik ordentligt vind i håret på turen tilbage

Vi fik ordentligt vind i håret på turen tilbage

Om aftenen blev der fejret “Independence Day” i byen hvilket blandt andet omfattede varevogne med højttalere så store som møllehjul (eller ihvertfald i en størrelse jeg aldrig har set i en bil), et mylder af mennesker, knallerter og gadekøkkener.

Når man sejler fra en havn/et sted til et andet skal man have en “despacho” – et stykke papir med tilladelse til at sejle fra A til B. I Boca Chica insisterede de på at vi skulle have den præcis ved afgang og at de ville stå inde på land og holde øje med at vi tog afsted. I Las Salinas var de mere afslappede og skrev blot en despacho da jeg kom og bad om den. I Barahona skulle vi notificere kontoret et døgn før og de kom så ud til båden med despachoen da vil skulle afsted. På Isla Beata, hvortil vi ikke havde en despacho, tog han det meget afslappet og skev blot et par enkelte oplysninger ned om os i et kladdehæfte. Så det har sådan set virket ok, men det er en meget ufleksibel måde at køre det på. Som sejler man gerne have fleksibilitet, der er jo det med vinden som gør at det kan være svært at vide præcis hvornår man skal afsted og hvor og hvornår man kommer frem.

Vi tog afsted med en despacho til Cabo Rojo men valgte at stoppe over på Isla Beata forde det blev mørkt. Det har vist sig at være det vildeste sted. Vi ligger nu helt alene i bugten og kan nyde det afsindigt klare vand, med udsigt til stranden med “byen” som består af blik, træ og palmehytter, hvor der går leguaner (eller enelleranden anden slags øgle) rundt i “gaderne” som folk normalt har høns…. det er så eksotisk og vildt at jeg har svært ved at få det ned på papir, lad billederne tale, dette er grunden til at sejle på langtur.

På nordspidsen af Isla Beata vandrede vi lidt rundt på noget månelandskabsagtigt vulkan-halløj

beata2

beata3

beata4

beata__byen

vagtvaran

…og sådan ville jeg have sluttet dette indlæg, men det var ikke enden på den Dominikanske Republik og jeg bliver nødt til også at fortælle om Baia de las Aguilas (ørnebugten) hvor vi lå helt alene ved en helt øde strand med det klareste vand. Vi besluttede at blive en dag ekstra for at slappe helt af i dette paradis. Vi har set mange strande på vores tur, men det er den første vi har haft for os selv.

Baia de las Aguilas

Baia de las Aguilas

Og så sejlede vi til Cabo Rojo for at checke ud af landet. Det viste sig at vi godt kunne få en despacho til vores næste bestemmelsessted men ikke få stemplet vores pas: vi skulle til Pedernales, grænsebyen mod Haiti. Eneste løsning var at vi kørte med politifyren på hans knallert de 17 km af øde, lige veje. Men så fik vi også set grænseposten mod Haiti.

Grænsen mellem Dominican Republic og Haiti. Der løber en flod langs grænsen, hvis man kommer til fods er der en gangbro, men biler skal køre igennem vandet.

Grænsen mellem Dominican Republic og Haiti. Der løber en flod langs grænsen, hvis man kommer til fods er der en gangbro, men biler skal køre igennem vandet.

Den Dominikanske Republik har været en god, spændende og anderledes oplevelse. Der kommer ikke mange sejlere hvilket er en del af charmen, men det er egentlig synd, for der er mange gode sejloplevelser, rare mennesker, smuk natur og skønt (varmt) vejr. Og selvom papirarbejdet virker lidt omsonst på mange måder så var det ikke en hindring for gode oplevelser (og SÅ besværligt var det altså heller ikke).

2 Responses to “Dominican Republic”

  1. Jan, letmatros på Bris af Sydhavnen Says:

    Hej Sinus’er. Det lyder endnu en gang helt forjættende – sikke oplevelser i har. Den der ørnebugt – var der nogen ørne? Og ved i hvorfor den hedder sådan? Meget imponerende med de blå laguner i har fotograferet, stor kontrast til her hvor det kun så småt er begyndt med nætter uden frost….. nyd det!

  2. lene Says:

    Hej Jan.
    Vi så ingen ørne, eller ret mange andre fugle for den sags skyld, i Ørnebugten, men der var bygget et udkigs/fuglekigger-tårn på stranden, så mon ikke man kunne være heldig af og til.
    Angående den fugl vi havde ombord på turen så har vi ikke nogle rigtig gode billeder, for den var der om natten, men den havde et meget spidst tyndt langt næb og en hvid dut på hovedet. Vi synes ikke den lignede en rigtig havfugl, mere en slags strand-fugl.
    Ved godt det ikke er et særligt godt signalement…..

    Det er rigtig skønt med kommentarer og små statuser hjemmefra.
    Vi lover at nyde det her!

    Hilsen Besætningen på Sinus