Sinus

Brava er en af de virkeligt gode grunde til at man tager ud og sejler på langfart.

Den yderste ø på Cap Verde, lukket af for resten af verden.

Vi kunne ikke gå ind ved den by vi regnede med på grund af kæmpe døninger – resterne af noget vejr ude i atlanten. Så vi tog chancen med en lille bugt – ikke langt derfra, uden kort men med en forklaring om hvordan vi gik ind. Der lå heldigvis en anden sejlbåd derinde, så kan vi sikkert også gå ind.

Den anden sejlbåd sejlede til Brasilien næste dag og siden da har vi ligget alene.

Vi blev med det samme modtaget af nogle af de lokale fiskere.

I modsætning til andre steder her på øerne ville de ikke have cigaretter eller penge, men måske vi havde en avis?

Tilgengæld har fiskerene enten givet os fisk, eller solgt dem til meget rimelige priser.

I det hele taget er vi blevet utroligt godt modtaget, vi er vennet med halvdelen af den lille landsby på toppen af bjerget. Hænger ud hos Julia der driver den lokale butik og drikker alt hendes kolde postevand. Godt lokal vand.

Og alt foregår op på toppen af bjerget, vi har hentet vand og mad til turen og det har været hårdt.

Men det er en fornøjelse at møde fiskerne på vejen, hjælpe med at hive deres både op og måbe over deres vilde fangster, kæmpe fisk og hajer, muræner og alt hvad man ellers kan forestille sig.

Når vi tager til byen er det på ladet af fiskebilen, fyldt med fisk og fiskekællinger der råber og skriger og handler og griner.

Vi har hængt en del ud sammen med Fransico..

Og hold kæft hvor har det været fedt!

Men Tobago trækker, vi glæder os vildt til den lange tur.

Båden er parat, den er tung af mad og vand.

Vi er parate.

Ses på den anden side og god jul osv hvis ikke vi er nået over inden.

Hilsen Sinus

No Stress, det er kodeordet her på Cap Verde. Vi er faldet pladask for disse små men smukke øer ud for Senegal. Der er noget end-of-the-world over stedet og man føler sig vel tilpas.

Øerne byder på et fantastisk varieret landskab, både på de enkelte øer men især øerne imellem, vi vandre og udforsker på livet løs. På den lokale ”No-stress” måde.

Imellem øerne er der super sejlads, Nordøst vinden blæser os fra ø til ø og vi ser delfiner og fisker så godt vi har lært, det mest utrolige var at vi så en kaskelothval der sprang op af vandet og landede i kæmpe vandskaskader – heldigvis et stykke fra båden… vildt.

Folk her er venlige, imødekomne og helt klart ikke vant til de store horder af turister. Der er ret stor forskel på de forskellige øer, og nogen steder er der kommet hoteller, surf hang-outs osv – vi håber de lokale kan nå at følge med. Et par steder går det lidt rigeligt op i souvenirs og ”jeg mente altså 100 Euro” host…

Vi startede på Sal, det betyder ”salt” og det producere de sågar også. Nede i et gammelt vulkan krater samler de saltvand og tørrer det.

Det ser ret godt ud tæt på.

Graffitibar i Espargos, Sal

Palmeira, Sal By Night.

Ligesom Sal er Boavista relativt flad, her tog vi en ”Aluguer” som er en slags taxi og nogengange bus.

Vi kørte en tur ind på øen hvor der ligger nogle smukke små landsbyer man skal se.

Efter Boavista kom Sao Nicolau, utrolig smuk bjergrig ø med vildt søde folk.

Vi gik selvfølgeligt op på toppen.

Og på vejen mødte vi en et par lokale autentiske øboere.

På Sao Nicolau lykkedes det os at se Rubin Kazan – FCK kampen på en lokal café, igennem en del sne dog, det gjorde så ikke noget – ikke nogen køn kamp.

Nu er vi på ”hovedøen” Santiago og vi skal lige straks til hovedstaden Praia, her skal vi købe lidt ind til turen over atlanten.

Vi stikker lige ind til den sidste ø, Brava, inden vi krydser – det skulle være den mindst besøgte og smukkeste af alle øerne, vi ser på det.

Sådan som det ser ud lige nu.

Der er virkeligt ikke meget andet end naturen her, der er meget få restauranter, alle butikkerne har det samme meget enkle udvalg og priserne er ret høje, de importer vist næsten alt, på nogle af øerne har de dog en mindre produktion af lokale afgrøder, vin osv.

Men vi mangler ikke noget.

Der skulle være en lille marina i Mindelo, Sao Vicente men den del af Cap Verde har vi valgt ikke at tage til, så vi ligger for anker hele tiden og prøver ikke at vælte når vi sejler ind til land i gummibåden, det er ikke for sjov at der er mange surfere her :-)

Mange hilsener fra Sinus

Vi er ankommet til Cap Verde – det er en lang tur fra Canarie øerne og nu trænger vi til at slappe lidt af i afrika.

På Tenerife mødte vi Anders og på trods af at der ikke var meget vind drog vi snart, med et par stop undervejs, mod La Gomera.

Det var helt fantastisk at få besøg og dele oplevelserne med nogen hjemmefra. Vi nød det meget og håber at Anders også gjorde det, trods den manglende fangst.

Der er meget mindre turistet på de vestlige øer og naturen opfordrer til lange vandreturer. Så vi vandrede op på toppen af det nærmeste bjerg.

Vi afleverede broren og vandrede lige en tur mere et andet sted på øen, meget rustik natur, med mange rustikke,og forladte, huse.

Næste tur gik til La Palma, endnu mere vestpå og med et kæmpe vulkankrater, vi havde mødt de gæve nordmænd fra Ella igen og med dem gik vi afsted på en voldsom lang tur, op på krateret.

Vi endte oppe ved et vandfald og tog et brusebad i det klare vand, meget friskt!

En anden dag lejede vi en bil og drønede rundt på øen, oppe på toppen er der et observatorium, sci-fi.

Men tilsidst kunne selv ikke bjergene holde os tilbage og vi satte kursen mod Cap Verde,

den kan man læse om i et andet indlæg, det skal dog nævnes at vi endeligt har fanget noget andet end tun, tun og tun – nemlig en såkaldt guldmakrel – man skal spise varieret.

Og så sætter vi også lige en solnedgang og et selvportræt ind.

Solnedgang på vej til Cap Verde

Dem fra Sinus, på toppen af La Palma.

Nu skal Cap Verde udforskes, det er klart det mest eksotiske vi har set indtil videre. Mere om det senere.

Hilsen fra Sinus og vi elsker kommentarer!