Sinus

Vi er taget videre fra Dover og har sejlet langs den lækre engelske kyst.

Vi var inde i Brighton – engelsk kystturisme x 1000. Så hurtigt videre.

Da pludseligt…

BANG!

Så væltede masten, alle sejl i vandet – et øjebliks panik. Et sus af adrenalin. Hvad sker der?!?!

Heldigvis er ingen kommet noget til.

Vi kalder PAN PAN til kystvagten med vores ekstra VHF, den normale virker ikke så godt med antennen 5 m nede i vandet på masten.

Vi tør ikke tænde for motoren og selv sejle ind med alle de fald osv i vandet.

Vi får kontakt med kystvagten og de seje drenge fra RNLI Little Hampton (Royal National Lifeboat Institution) kommer ræsende og hjælper.

De lavede endda en lille video af det.

Først får vi masten op, den viser sig at være knækket… æv troede vi skulle have den på igen…

Men alt bliver hevet op på båden og så trækker de os ind mod kysten – desværre er det blevet lavvande, så vi kan ikke sejle i havn med det samme. Faktisk skulle vi vente i 4 timer før der var nok vand i havneindløbet og vi kunne sejle ind.

Så to af RNLI’erne drøner ind efter fish’n chips og vi er lige pludselig på picnic med Gavin fra RNLI som bliver på Sinus.

Ret sent om aftenen kommer vi endelig i havn og vi kan slappe lidt mere af og kikke skader.

Nu er vi igang med at ordne alt med forsikring osv og det ser ud til at vi kommer til at spendere en del tid her i England før vi kan komme videre.

Og videre, det kommer vi :-)

Når man er i Dover skal man se ‘the White Cliffs’, så vi vandrede først mod Dover Castle, som vi dog kun så på afstand og dernæst mod byen St. Margaret at Cliffs; en by oppe på skrænten som vi havde set fra vandsiden.
Turen derud var meget smuk – op og ned af skråninger med græssende dyr, og i St. Margarets fik vi også endelig Fish’n'chips.
Dernæst hjemad igen oppe på skrænterne – op og ned gik det og smukt og stejlt var det.Vi fandt en nedgang til vandet og skulle da også lige se ‘the Cliffs’ nede fra.

Da vi så stod dernede kunne vi se at man kunne gå hele vejen langs vandet på de store dejlige kridt-sten og ende henne ved færgehavnen – så det gjorde vi.
Der var lidt længere end det lige så ud til og stenene var på steder ganske glatte (og skrænterne over os temmelig stejle) men vi kom helt hen til havnen for at finde en grundigt aflåst låge og et effektivt hegn med pigtråd og det hele.

Der hang en nødtelefon som man kunne bruge ‘in case of an emergency’ men det syntes vi ikke det var. Så vi tjekkede om man kunne klippe hegns-trådene over med leatherman – det kunne man godt – men mon ikke det allesteds-nærværende CCTV vi opdagede ville afsløre os.
Vi vinkede til kameraet – det skete der ikke noget ved, vi overvejede at gå tilbage langs vandet (not) og forskellige mere eller mindre farlige forceringer af hegnet, men ingen syntes realistiske.

Så vi brugte det andet medbragte multi-tool: telefonen, og ringede til Dover Harbour Police og spurgte ydmygt om hjælp.
De sendte en meget flink politimand som lukkede os ind og eskorterede os hele vejen ud i hans politibil mens han fortalte lidt forskelligt om Dover  – arealet bag hegnet var  ‘Customs Area’ så vi måtte ikke bare vandre rundt.
Hans kommentar: ‘you are not the first and probably not the last’

Solen og varmen er kommet til os, eller er vi kommet til solen og varmen? Den kom meget belejligt da vi kom til Frankrig, man skal jo sidde udenfor på café’er og støve rundt i gaderne og drikke rosé om aftenen.

Zeebrügge er en lille men travl havn hvor man ligger tæt på de store fragtskibe.

Så vi tog lige et par havneindustrifotos inden vi tog afsted.

Derefter satte vi det franske gæsteflag.

Og tog til Dunkerque (Dunkirk). Det er en ret hyggelig fransk by og vi fik en god bid af den franske cuisine, og solen kom endeligt.

Det har været irriterende, ja nærmest frustrerende med alt det tøj man har skulle have på når vi har sejlet indtil nu. Det lyder banalt, men tænk michelinmand, hver dag.

Så det er på mange måder fantastisk at solen og varmen endeligt er kommet. Så brænder man oveni købet ørerne og får kasket-ansigt og måske endda ”briller”.

Siden kom vi til Calais, ikke meget at skrive hjem om, men vi tog lige et billede af hvordan nogle havne tørrer helt ud ved lavvande.

Vores havn tørrede dog heldigvis ikke ud! Men dybdemåleren stod på ”tæt på panik”.

Calais blev efterladt og den danske rædselskamp blev fortrængt og roret blev rettet ind og kursen sat mod England.

Først skulle kanalen dog forceres og det var med øjne og ører helt åbne og stor koncentration af vi skulle krydse den store motorvej.

Motorvejen viste sig dog at være en landevej sammenlignet med Øresund og turen over foregik i god stil og uden problemer, så det engelske gæsteflag blev sat.

Vi ankom til Dover som det lokale Dover Harbour Police mener er den mest travle færgehavn i europa. Det skal nok passe.

Dover er kendt for the White cliffs of Dover. De er flotte og minder mest om Stevns – bare en smule størrer.

Og ligesom på Stevns synes det sjovt at gå ned i bunden og klatre på klipperne. Her kan man finde forskelligt ragelse, f.eks fandt vi en rusten motorblok.

Det var også hér vi mødte Dover Harbour Police, men det er en anden historie.

Vi elsker at gøre alt 100% og når man er i UK skal man jo så have fish&chips drikke ale og se engelske haver – så det har vi gjort og det er en stor oplevelse.

Tilgengæld er der ikke meget vind heromkring, og det der er – er imod.

Derfor er de videre planer lidt tvivlsomme men vi tager afsted mod vest så snart den første vimpel rører på sig.