Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Dominican Republic

Wednesday, March 9th, 2011

Vi ankom netop som solen gik ned så vi kunne stadig se bunden i det ekstremt klare vand og dermed finde et godt område med sans at kaste ankeret i.

Der var små huse inde ved kysten, nogle stemmer os som mørket faldt på et par enkelte lys og et lille bål. Ellers var det eneste andet lys til at forstyrre stjernekigningen vores eget og ankerlanternen på den eneste anden sejlbåd er i bugten.

Vi blev enige om at have fundet verdens ende, eller ihvertfald enden af den Dominikanske Republik.

Vi har været her i DR siden 20. februar hvor vi ankom efter 4 døgns sejlads fra Dominica og kastede anker ved Isla Saona for ikke at nå til vores egentlige bestemmelsessted i DR – Boca Chica – i mørke.

Isla Saona er én lang palmestrand fyldt med strandbarer, liggestole, turister, dag-turs-katamaraner og sågar 2 private helikoptere. Omkring kl 16 tog de dog alle hjem og barerne lukkede hvorefter der var helt dødt. Vi svømmede ind ot gik en tur, der var meget smukt men det bar stærkt præg af “turis-paradis- som det er i virkeligheden, ikke i katalogerne.

Isla Saona - tomme strandstole....

Isla Saona - tomme strandstole efter kl 16 ....

DR har indtil videre været det land med det tungeste papir-arbejde og det tog et par timer at få de nødvendige stempler i passene og udfyldt de rigtige papirer og betalt de nødvendige gebyrer før vi var “rigtigt” i DR. Marinaen i Boca Chica tog sig også godt betalt for at klare det for os og vi kunne nok have fundet ud af det selv, men….

Havnepladserne i marinaen var ret dyre så vi tog en mooring og havde så stadig adgang til bad, wifi og vaskeri samt lidt mere brise og ro – ren luksus.

Godt beskyttet af en ø og et rev og vel fortøjet til en bøje havde vi de roligste nætter længe.

Boca Chica - strand, palmer, containerhavn

Boca Chica - strand, palmer, containerhavn

Boca Chica er et turist-sted med palmer, strandbarer og souvenirs, men der er også en containerterminal og en mere støvet bydel: Andrés, hvor vi tullede lidt rundt mens der blev råbt “moto?” efter os og grinet når vi afslog, for det er lidt mærkeligt at vi vil gå rundt på vores fødder istedet for at sidde bag på en knallert.

Det fik vi alligevel prøvet da vi spurgte vagten ved marinaen om vej til bus-stoppestedet hvorefter han resolut hentede sin knallert og kørte os begge et (langt) stykke hen til bussen. Det er virkelig knallert-land, trafikken er ret vild og der er vist ikke påbud om hjelm.

Vi skulle selvfølgelig også se hovedstaden, Santo Domingo, og efter at have støvet lidt rundt i centrum og ikke set Columbus’ hus (han har vist et på hver ø herovre) samt fået at vide af en turist-info mand om hvor vi skulle købe den der særlige blå sten som kun findes her (vi købte altså ikke noget!) tog vi en taxi ud til først det ene mall for at finde noget til båden (som de ikke havde) og så det andet for at finde nogle sko. Vi kom på den måde lidt ude af centrum og fandt (et af ) byens store slumområde(r) som man kan betragte højt oppe fra en bro.

et slumområde i Santo Domingo

et slumområde i Santo Domingo

Der er meget fattigdom her og stor forskel på rig og fattig. Stilen har ændret sig fra den “rasta” vi var blevet vant til fra Tobago, Grenadinerne mm og til en mere latin-amerikansk-som-jeg-forestiller-mig-Cuba-agtig (men sikkert ikke så fattig som Cuba, vi får se når vi når dertil)

Folk er venlige og selvom vi taler meget lidt spansk prøver de at forstå og taler selv videre i rablende hurtigt og uforståeligt spansk til os.

Vi sejlede videre og havde en enkelt nat i Las Salinas: en bugt med en salt-fabrikation, en støvet by og et hotel, men også utrolig meget vind på ankerpladsen så vi sejlede videre til Barahona.

Saltfabrikken i Salinas

Saltfabrikken i Salinas

Salinas var et ret støvet sted

Salinas er et ret støvet sted

I Barahona oplevede vi turens første krav om bestikkelse; politifolkene var uvenlige og aggressive og ville have “DOLLARS!!” efter at have “inspiceret” vores båd ret nødtørftigt. Meget ubehageligt og overrumplende og absolut ikke med til at gøre at man synes om stedet.

Da vi tog afsted var det dog nogle andre venlige folk som ikke bad om penge, og Barahona var faktisk et ret godt sted.

Vi lå med ankeret godt gravet ned i mudder i sukker-fabriks-havnen bag både et rev og en landtange med mangrover – meget beskyttet. Der var en ganske lille “marina” med plads til en 3-4 både og nogle joller. Vi var den eneste rigtigt “gæst”. Så var der Curtis: en amerikaner med enellleranden forbindelse til Puerto Rico eller DR, han havde købt en kæmpe skude af en 40 år gammel trimaran som han skulle sætte i stand og tjene en masse penge på hval-safari i Samana bugtn oppe nord på. I US havde han sikkert været trailerpark-scum men her var han kongen af havnen -og iøvrigt super flink.

Han fik hjælp af Emmanuel, en haitianer som havde hat hyre på et fragtskib som lå for anker udenfor havnen, men efter at de var holdt op med at give ham løn og mad havde han fundet bedre selskab.

Så var der en bar hvor der hver dag sad nogle mænd og spillede domino (det er meget stort her i landet) og ellers var det ikke så meget mere – fedt sted !

Vi tog efter anbefaling fra Curtis til San Rafael som viste sig blot at være en strand – men HVILKEN strand: blåt blåt vand i forskellige blå nuancer, kømpe bølger der brød i en rumlen og kaskader af flødeskums-sprøjt. Det hel spicet op med bassiner med kildevand fra bjerget hvori man kunne bade (det var for vildt at bade i bølgerne) – det var helt klart her man tager hen for at hænge ud på stranden – og boder med mad og drikke.

Bølger ved San Rafael - det ser aldrig så vildt ud på billeder, men farverne....

Bølger ved San Rafael - det ser aldrig så vildt ud på billeder, men farverne....

I får lige lidt flere bølger

I får lige lidt flere bølger

Vi fandt vandfaldet og en sti der gik opad – og opad – og opad lidt mere.

Belønningen for turen opad var en fantastisk udsigt

Belønningen for turen opad var en fantastisk udsigt

Og vi mødte nogle teens der alle ville have taget billeder sammen med enten ‘la Americana’ (det ville fyrene) eller ‘el Americano’ (som var pigernes foretrukne) – deres glade latter kunne høres et godt stykke efter vi var gået videre.

...og der blev taget billeder

...og der blev taget billeder

Efter at have nået toppen og fantaseret om is et stykke tid, blev vi heldigvis samlet op af en pickup som havde været oppe og høste bananer mm. Det viste sig at være en lang og bumlet tur ned igen, det havde taget os rigtig mange timer at gå den tur…

Vi fik ordentligt vind i håret på turen tilbage

Vi fik ordentligt vind i håret på turen tilbage

Om aftenen blev der fejret “Independence Day” i byen hvilket blandt andet omfattede varevogne med højttalere så store som møllehjul (eller ihvertfald i en størrelse jeg aldrig har set i en bil), et mylder af mennesker, knallerter og gadekøkkener.

Når man sejler fra en havn/et sted til et andet skal man have en “despacho” – et stykke papir med tilladelse til at sejle fra A til B. I Boca Chica insisterede de på at vi skulle have den præcis ved afgang og at de ville stå inde på land og holde øje med at vi tog afsted. I Las Salinas var de mere afslappede og skrev blot en despacho da jeg kom og bad om den. I Barahona skulle vi notificere kontoret et døgn før og de kom så ud til båden med despachoen da vil skulle afsted. På Isla Beata, hvortil vi ikke havde en despacho, tog han det meget afslappet og skev blot et par enkelte oplysninger ned om os i et kladdehæfte. Så det har sådan set virket ok, men det er en meget ufleksibel måde at køre det på. Som sejler man gerne have fleksibilitet, der er jo det med vinden som gør at det kan være svært at vide præcis hvornår man skal afsted og hvor og hvornår man kommer frem.

Vi tog afsted med en despacho til Cabo Rojo men valgte at stoppe over på Isla Beata forde det blev mørkt. Det har vist sig at være det vildeste sted. Vi ligger nu helt alene i bugten og kan nyde det afsindigt klare vand, med udsigt til stranden med “byen” som består af blik, træ og palmehytter, hvor der går leguaner (eller enelleranden anden slags øgle) rundt i “gaderne” som folk normalt har høns…. det er så eksotisk og vildt at jeg har svært ved at få det ned på papir, lad billederne tale, dette er grunden til at sejle på langtur.

På nordspidsen af Isla Beata vandrede vi lidt rundt på noget månelandskabsagtigt vulkan-halløj

beata2

beata3

beata4

beata__byen

vagtvaran

…og sådan ville jeg have sluttet dette indlæg, men det var ikke enden på den Dominikanske Republik og jeg bliver nødt til også at fortælle om Baia de las Aguilas (ørnebugten) hvor vi lå helt alene ved en helt øde strand med det klareste vand. Vi besluttede at blive en dag ekstra for at slappe helt af i dette paradis. Vi har set mange strande på vores tur, men det er den første vi har haft for os selv.

Baia de las Aguilas

Baia de las Aguilas

Og så sejlede vi til Cabo Rojo for at checke ud af landet. Det viste sig at vi godt kunne få en despacho til vores næste bestemmelsessted men ikke få stemplet vores pas: vi skulle til Pedernales, grænsebyen mod Haiti. Eneste løsning var at vi kørte med politifyren på hans knallert de 17 km af øde, lige veje. Men så fik vi også set grænseposten mod Haiti.

Grænsen mellem Dominican Republic og Haiti. Der løber en flod langs grænsen, hvis man kommer til fods er der en gangbro, men biler skal køre igennem vandet.

Grænsen mellem Dominican Republic og Haiti. Der løber en flod langs grænsen, hvis man kommer til fods er der en gangbro, men biler skal køre igennem vandet.

Den Dominikanske Republik har været en god, spændende og anderledes oplevelse. Der kommer ikke mange sejlere hvilket er en del af charmen, men det er egentlig synd, for der er mange gode sejloplevelser, rare mennesker, smuk natur og skønt (varmt) vejr. Og selvom papirarbejdet virker lidt omsonst på mange måder så var det ikke en hindring for gode oplevelser (og SÅ besværligt var det altså heller ikke).

22/02 2011

Wednesday, February 23rd, 2011

Grenada er en fin ø, masser af steder hvor man kan vandre rundt og se på lækker natur.

Vi skulle selvfølgeligt op på toppen.

grenadaTop

Noget der fascinerer os er alt den frodighed blandet med forfald, det ser vildt lækkert ud. En lastbil er kørt i grøften og efter noget tid…

grenadaForfald

Da vi var færdige med Grenada tog vi videre, eller tilbage, til Carriacou.

Man møder de sygeste yachts på disse breddegrader, den ene er større end den anden, men på vej ud af St.George, Grenada mødte vi deres moder.

Le Grand Bleu har et 22 meter sejlskib, stående på dæk…. og det er ikke engang den største der findes…sygt…

På Carricou blev vi et par dage for at se bl.a det lokale ”hurricane shelter”. Her er det en mangrove, når orkanen kommer sejler man sin båd så dybt ind som muligt og sejler den ind i træerne – det skulle være den gode måde at beskytte den på. Der er ingen orkaner nu, men man kan se at mangroverne ikke er nogen garanti.

mangrove

I nærheden lå Paradise Beach, og tja det passer vel meget godt.

paradiseBeach

Ude i vandet ved Paradise Beach ligger Sandy Island, den består af et stykke strand med et par forblæste palmer og selvfølgeligt det lækreste snorklevand. Hvis man tror man har set klart vand…. Her er ingen turister ud over et par sejlere og det løse. Vi ligger for mooring.

Vi måtte købe en t-shirt, been there… Sail Fast – Live Slow…yeah!

sailFast

Så Lene lavede drinks, heromkring drikker man rumpunch.

Den består af:

Rom

Lime saft.

Grenadine

Angostura (en slags bitter)

Appelsin juice og Ananas juice.

Og så et drys muskatnød på toppen.

drinks

Sejladsen fortsatte med et hurtigt stop på Canoun, den husker vi for at det blæste så meget på ankerpladsen at vores gummibåd blev blæst rundt, motoren i vandet og en mistet åre.

Så nordpå til Bequia, lidt mere turistet men meget lækker natur. Især var vi glade for Atlanterhavssiden.

bequia

Næste stop Dominica. Ligger mellem Guadeloupe og Martinique.

dominicaFlag

Her kommer der åbenlyst ikke mange turister forbi og stemningen var lidt ligesom Tobago, meget no-stress.

Tilgengæld er der også mange ofre for de orkaner der kommer forbi, mange både er blæst op på kysten og de har alle en historie, Omar, David, orkan navne.

dominica

Vi tog en tur ind i den nærmeste flod, Indian River – her er der lavet (ligesom mange andre steder på Dominica) scener til Pirates Of The Caribbean.

inidianRiver

Senere så vi et vandfald, det var ret højt og i øvrigt bruger de vandet til drikkevand. Så det var hegnet ind. Så vi ikke kunne vaske vores tæer i det…

domVandfald

Vores tidsplan er snæver så vi hev ankerne op og susede mod Den Dominikanske Rep, det var en fantastisk tur på 4½ døgn. Vi havde ikke de ellers til tider ret voldsomme atlanterhavsdønninger og Sinus sejler vildt stærkt efter vi fik ordnet bunden.

Lene fangede vores hidtil største tun (7 kg), meget og lækker mad der kommer ud af sådan en krabat.

yellowFin

En nat fik vi besøg af en træt fugl der hvilede ud på båden nogle timer, den blev lidt spøgelsesagtig når man fotograferede den.

fuglen

Vi så også en måne regnbue, det troede vi faktisk ikke eksisterede…

Så blev det allernyeste flag sat.

domrepFlag

Og vi er ankommet til Den Dominikanske Rep.

Det er en stor kultur forskel, der er meget mere latino end rasta, det ændrer sig nok tilbage snart igen.

Og så taler de spansk, vi havde ellers lige vænnet os til at alle kunne engelsk…Nå det er vel også for nemt.

~sinus~

Vi er forresten i forsikringsbladet (PDF).

30/01 2011

Sunday, January 30th, 2011

Caribien er startet godt, vi har fået ordnet båden og har allerede sejlet en del rundt.

Vi fik Peter med i Chaguaramas og tog med det samme til ø’en Chacachacare, en tidligere spedalskheds koloni.

Man fandt en kur mod sygdommen i 80′erne og kolonien blev forladt. Nu står de gamle bygninger forladte mens skoven langsomt fortrænger og nedbryder.

shakaree_hus

Ovenikøbet er her gribbe.

shakaree_grib

Vi besøgte ø’ens eneste beboer – fyrvogteren, fra hans fyr kan man se Venezuela.

sjakaree_venez

Vi har hørt mange historier om pirater fra Venezuela, det er åbenbart ikke lige det fede sted at tage hen lige nu. Det er vist mest fiskere der røver penge fra sejlerne.

Fotograferne kom på arbejde i de natur-rustikke omgivelser.

shakaree_foto

Bagefter Trinidad tog vi turen tilbage til Tobago, den tur står der meget om i bøgerne og folk taler meget om den. ”Tough slog”, ”Damn hard” osv. Problemet er at man har strøm, vind og bølger hårdt imod eller fra siden og næsten alle køre for motor hele vejen.

Men selvom der står en opskrift i vores pilotbog om hvordan man gør, mener Sinus at vide bedre, det endte med den endnu hårdeste sejltur vi har haft. Mange timer for motor i store bølger og i 11m/s… ikke sjovt. Så hvis du læser dette og overvejer turen – gør som der står i bogen!

Ellers har sejladsen været super, masser af vind og godt vejr. Dog regner det forholdsvis tit.

Men vi kom frem og Pigeon Point var det hele værd, vi mødte Opal, hvis kaptajner vi tog VHF certifikat med sidste forår.

På Tobago er der regnskov og den skulle udforskes. Her er det Peter på opgave.

jungle_fotograf

Og her er det myrene der slæber bladstykker.

jungle_myre

Et regnskovs vandfald blev det også til.

jungle_vandfald

Og regnskovs vandfald med Peter.

jungle_peter

Sidenhen tog vi videre til Carriacou, som er en del Grenada.

grenada_flag

Vi blev dog kun én dag for vi skulle videre til Tobago Cays, en del af St.Vincent & Grenadines.

Et nyt gæsteflag blev sat.

st_vincent_flag

Tobago Cays er en flok forblæste småøer ude midt i det hele, ingen vindlæ og ingen butikker eller noget.

Til gengæld er der vilde snorkleture, krystalklart vand og 1000 sejlbåde.

Vi lå sammen med Ella som vi havde mødt igen.

t_cays1

Og så gik der snorkling i den.

t_cays2

t_cays3

t_cays4

Men Peter skulle hjem fra Grenada på et tidspunkt og på vej sydpå igen overnattede vi på Union Island. Det betød strandbar.

union_island_bar

Og hyggeguitar på Sinus.

union_island_guitar

Og nu er vi på St.George, Grenada, i marina – med regatta og fest og alt hvad der høre sig til. Her er Sinus en miniature båd, i forhold til hvad der ligger her.

I går sagde vi farvel til Peter og inden vi stikker nordpå igen skal vi lige se lidt på Grenada.